Ordene og tingene

Når vi i en dansk sammenhæng taler om humanvidenskaber, tænker vi gerne de fag, som på universiteterne er samlet under de humanistiske fakulteter og med en fællesbetegnelse kaldes humaniora (sprog, historie, psykologi, religion, antropologi m.v.). På fransk rummer videnskaberne om mennesket - [...]
Visa längre beskrivning

Når vi i en dansk sammenhæng taler om humanvidenskaber, tænker vi gerne de fag, som på universiteterne er samlet under de humanistiske fakulteter og med en fællesbetegnelse kaldes humaniora (sprog, historie, psykologi, religion, antropologi m.v.). På fransk rummer videnskaberne om mennesket - les sciences humaines - også sociologen (mennesket som samfundets aktør) og den side af biologien, der har fokus på homo sapiens (mennesket som art og naturvæsen). Det er således en større flade af vidensfelter - videnskaber og erkendelsestiltag - som Michael Foucault (1926-84) går ind på og undersøger i Ordene og tingene (1966) for at blotlægge de forudsætninger - eller rettere de lag af forudsætninger - der har tilvejebragt de humanvidenskaber, vi i dag kender til og forstår os selv - mennesket - gennem. Selv om homo sapiens har en del årtusinder på bagen, så er ´mennesker´ som sådan - som særligt omdrejningspunkt og fokus på en række videnskaber - ifølge Foucault en nyere opfindelse, frembragt af en række signifikante forskydninger i vidensfelterne fra slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet. Erkendelse og viden er på afgørende vis afhængig af den måde, hvorpå vi navngiver, rubricerer og klassificerer tingene i verden: Hvilke ligheder og forskelle lægger vi til grund og fæstner i ordene, og hvilke betydninger bliver på den baggrund mulige og relevante.

Michael Foucault vælger at undersøge tre centrale vidensfelter: Sproget, arterne og rigdommene - og gennem disse opspore de forandringer og brudflader, der bringer ´mennesket´ frem og sætter de humanvidenskaber, vi nu kender til. Og som allerede er nået langt i diskurser, der atter visker mennesket bort .